Om Skovvej dot Art

I begyndelsen var en tanke – det blev til en ide, der blev til et møde, der blev til en aftale, der mundede ud i, at vi her på Skovvej og nærmeste omegn nu har realiseret Skovvej dot Art.

Herunder finder du brevet med invitationen:

Invitation til liv og fællesskab på Skovvej

Kære beboere på Skovvej og allernærmeste omegn som feks Bruuns hjørne og Harboes Vænge

I disse triste isolerede tider har vi fået en ide, som vi drømmer om, at du vil være med til at forvandle til virkelighed. Dette skriv er så en “føler” og her kommer ideen:

Her på Skovvej er vi jo mange – ja rigtig mange – kreative personer. 

Kreative på mange måder – fra smykker til puder, fra grafik til fotografi, fra maleri til maskeri – der både hugges i og males på sten – der synges og spilles – der bages og brygges – ja listen vil næsten ingen ende tage. Og når vi nu er så mange synes vi det kunne  være spændende at holde Skovvejs-dage.
F. eks. en gang om måneden, hvor hele verden kan komme forbi og hygge sig sammen med os og selvfølgelig købe det, vi gerne vil sælge. 

Der er ikke nogen begrænsning på, hvad du kan byde ind med – der er plads til alt fra loppemarkeder, hæklerier, strikkerier, kunst, smykker, kunsthåndværk o.s.v.
Det er jo heller ikke utænkeligt, at nogle gæster på Skovvejtrængte til en kop kaffe med hjemmebagt kage til. 

Det eneste det kræver af os, er at vi er enige om at holde åbent i vores værksteder, atelierer, køkkener, garager eller hvor man nu ellers har mulighed for at åbne ind til sin verden. 

Er du med bliver du en del af hjemmesiden skovvej.art, – og det er helt gratis. Der bliver også oprettet en Facebook-side samt måske også en Instagram-side og lokalpressen kommer også til høre fra os.

Vi ville gerne invitere vi jer til et møde, hvor vi yderligere kunne uddybe vores tanker om at gøre Skovvej til noget ganske særligt her i Skælskør. Men med 2. bølge af Covid19 er det bedst lige at vente lidt med et fysisk møde. Men lad os høre om det ku være noget for dig og din familie at arbejde videre med.

P.S. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke har til hensigt at gå andre foreninger og organisationer i bedene.

Share This